Velkommen til Kastrup Boldklub
Velkommen til Kastrup Boldklub 😊
Kastrup Boldklub byder dig og dine forældre hjertelig velkommen, store, som små. Det glæder os, at du har valgt at spille fodbold i Kastrup Boldklub, og det er en fornøjelse at kunne fortælle lidt om, hvem vi er og hvad vi kan tilbyde af aktiviteter.
Kastrup Boldklub blev stiftet i 1933 under navnet Funkis, før man i 1941 tog navneforandring til Kastrup Boldklub. Vi har tidligere haft klublokaler ved John Tranums Alle / Ved Diget, men senere fik man etableret sig på Røllikevej, hvor der nu er klubhus, fodboldbaner, en stor og lille kunstbane, terrasse, og en lækker café.
I Kastrup Boldklub har vi et rigtig godt og velfungerende klubliv, hvor klubbens kantine ”Café Røllike” er det helt store samlingspunkt. Der foregår altid en masse gode og spændende tiltag til stor glæde for alle vores medlemmer!
Kastrup Boldklub tilbyder alle nye medlemmer en god fodboldopdragelse, et godt kammeratskab og socialt samvær sammen med andre mennesker. Klubbens årgange prioriterer at deltage i fodboldturneringer i ind- og udlandet, og så tager man også afsted på træningslejre, sommerlejre og til indendørsstævner.
Vi uddanner løbende vores mange dygtige trænere, hvor målet hvert år er at afholde DBU C1-kursus i egen klub + C2 kurset hvert andet år.
I starten af sommerferien afholder vi også de meget populære DBU Fodboldskoler. Dette koncept har vi brugt i ca. 30 år.
Vi har Baby-fodbold for drenge og piger i alderen 0 – 4 år. Holdet kalder vi for ”Kastrup Putterne”. Et rigtig godt projekt som er meget populært og er med til at gøre overgangen til U5 og U6 meget lettere. Ideen bygger på leg, bevægelse og storytelling med og uden bold. Der er ikke krav til at man skal have den helt store fodboldviden som træner, men du skal være i besiddelse af et legegen, og så skal du være i stand til at sætte dig ind i børnenes verden. 😊
I relation til det med barnets verden, så er det vigtigt at klubben, forældre og medlemmer ser hvad der er bedst for spillerne, og der har vi brugt nogle citater + draget nytte af nogle teoretikere, som vi mener skal være definerende for miljøet i klubben. Tidligere OL guldvinder i sejlsport Cristine Storm Lassen siger således:
” Det vigtigste, som vi kan give børn og unge gennem idrætskulturen er idrætsglæde, og derfra skal der nok være potentiale for at blive dygtige. At blive dygtig handler i sidste ende om idrætsglæde.”
Netop idrætsglæden er noget af det mest centrale ved livet i vores forening. Vi ønsker selvfølgelig at spillerne skal blive dygtigere, men det skal ikke være for enhver pris. Hvis glæden, trivslen og lysten til at komme over i klubben er forsvundet, så har ledelse og trænerstab fejlet. Ligesom i skolen, så lærer vi bedst, når vi trives med vores klassekammerater. Sådan skal det også være i Kastrup Boldklub.
Læs mere om det teoretiske og praktiske indhold i vores fodboldstrategi + de tilhørende manualer, som ligger på forsiden af vores hjemmeside: https://www.kastrupboldklub.dk/
I Kastrup Boldklub ønsker vi også at bringe forældrene på banen, særligt omkring de mindste (Kastrup Putterne til og med U7), hvor det faktisk forventes at man er fysisk til stede på banen og hjælper trænerne med øvelserne.
Senere hen har vi en forventning om at man trofast møder op som tilskuere, hjælper til med kørsel eller måske sørger for noget frugt, når der spilles kamp. Og har du/I eventuelt overskud og lyst til at slutte jer til vores stab af trænere og holdledere, vil vi meget gerne høre fra dig/jer. Der bedes I skrive til klubbens infomail: info@kastrup-boldklub.dk
Kastrup Boldklub glæder sig til at byde til dig og dine forældre velkommen i klubben og på banen.
Med venlig hilsen
Kastrup Boldklubs bestyrelse og sportslige ledelse